tænker lidt over livet og hvem er jeg er...
Og findes der flere forskellige ”slags mig”?
Kan jeg være sød og dum, opdragen og uopdragen på samme tid?
”Du opfører dig slet ikke som dig
selv”, ”det er som om du er en anden”, ”jeg troede ikke, at du var sådan én”
eller lignende er sætninger mange, herunder undertegnede, har fået at vide. Men
hvem er jeg egentlig? Er der en side af mig, der er mere ”mig-selv” end en
anden? Mennesket har forskellige roller i forskellige situationer og/eller grupper.
Personligt husker jeg 70’er klassikeren ”Grease” om kæresteparret Sandy og
Danny. De har en sommerflirt og mødes ved et tilfælde igen i skolen. Problemet
er bare at i skolen er Danny ”den cool’ dreng”, og det var ikke ”den Danny”,
Sandy havde lært at kende i sommerferien. Mennesket har altså flere sider af
sig selv, hvilket afhænger af den gruppe vi færdes i. Sommetider har vi, som i
Grease, fået et ry, at det er svært at ”skifte personlighed” uden folk vil
rynke på brynene og spørge, hvad vi har gjort af os selv.
Og hvad har vi egentlig gjort af os
selv? Har vi mistet vores identitet i dette kæmpe rollespil? Har vores iver
efter at passe ind i forskellige grupper gjort, at der er for mange ”jeg’er”
til at man kan tale om ét jeg? I princippet er der intet i vejen med at have
forskellige sider af sig selv, man skal bare være sikker på, at man ikke mister
sig selv og sin identitet.
Vi havde for nylig projektopgave,
hvor jeg arbejdede med ”det anderledes”, i min søgning efter information stødte
jeg på ordet ”normopat”, som dækker over en person, der er overdreven normal og
gør alt for ikke at falde uden for normerne. Sygeligt normal. En normapat
spiller altså ”den-normale-rolle” hver evig eneste dag.
Jeg kan sagtens nikke genkende til at være i flere
roller. Jeg er både være træner-Anne, søster-Anne, veninde-Anne, kollega-Anne
og så videre. Og det er der som sådan intet problem i. Problemet kan opstå,
hvis rollerne mødes, og der er behov for at være flere roller på samme tid. Hvis jeg både skulle være den ansvarlige træner og den
sjove veninde, der fyrer jokes af. Hvad gør man i sådanne situationer? Løsningen
ligger egentlig lige til højrebenet, som da Kim Vilfort scorede finalemålet i
’92, men det kan samtidig være lidt svært at nå der til. Du skal finde din
kerne.
Der findes nemlig tre forskellige slags roller, hvis man tror den
seneste nye forskning - overfladerollen, samspilsrollen og kernerollen.
Overfladerollen er den rolle, man spiller for at leve op til folks
forventninger, samspilsrollen er den person, vi er overfor andre mennesker.
Samspilsrollen er ikke en rolle vi spiller, men vores rolle og personlighed
afhænger af relationen til dem, vi er sammen med. Og endelig: i kernerollen ved
vi, hvad vi vil og er glade for det. Vi føler os stabile på tværs af relationer
og situationer. Kernerollen er den, jeg helst vil identificeres med. At finde
ud af hvem jeg egentlig er. Det er vigtigt at huske på, at kernen ikke er en
reel kerne spækket med personlighed og harmoni, man kan finde i en glemt bunker
ved Vesterhavet (!) Som jeg engang læste på et postkort – og som er vigtig at
huske i jagten på kernen – ”Life isn’t about findning yourself it’s about
creating yourself”. Vi skal altså skabe os selv, hvilket er en livslang proces,
hvor der hele tiden skubbes grænser. Derfor bliver jeg ved de sidste ord
egentlig i tvivl om hvorvidt man overhovedet kan tale om ”at være sig selv”. Mennesket er i evig forandring, og vores horisonter udvides.
Så hvem er vi egentlig? Dem vi var i går eller dem vi er i dag?
