At dele vores verden op i to kasser - "de normale" og "de anderledes" er en gammel universel opdeling af menneskerne. Vi både tiltrækkes og frastødes om tanken om det der er anderledes fra os selv. Men hvornår er noget overhovedet anderledes - og hvornår kan noget defineres som normalt? Mennesket har i mange år forsøgt at kontrollere og bestemme over de anderledes, dem som afviger fra den såkaldte norm. Der var hekseafbrændinger i det 15 århundrede, i middelalderen sejlede narreskibe fra kyst til kyst og tog de unormale/de gale med og under Holocaust døde millioner af handicappede og jøder og andre nazisterne anså for at være anderledes, urene, forkerte...
... og hvis vi smager på ordet kan vi også sagtens høre det. Negativitetens genklang kan høres langt væk... Det er en negativ ting at skille sig alt for meget ud!
Flere filosofer (heriblandt Foucault) har flere gange skrevet om de anderledes. Deres historier var tit og oftest relevant kritik af vores måde at behandle de gale på. Bla. Foucault mente af det klassiske samfund udelukkede det anderledes ved indelukkelse. Vi jager måske ikke de uønskede væk (som vi gjorde med narreskibene i middelalderen!), men eksklusionen består stadigvæk i dag. Vi bruger i dag andre kontrolformer over for de udstødte. Men udstødte - det er de stadig!
For at bestemme det normale må vi definere det anderledes... hmm... men hvem kan tillade sig at kalde et andet menneske anderledes? Hvornår har man retten til det?
Jeg kan jo passende spørge jer om det samme: Hvem afgør hvad der er normalt og anderledes?
Noget andet mennesket er rigtig god til er at systematisere og ordne alting. Vi ordner også mennesker, så at sige, ved at inddele dem i forskellige grupper og båse og bestemme hvad og hvem der er rigtigt og forkert og hvad der er tilladt og ikke tilladt. En stigende andel af minioritetsgrupperne føler sig ofte stigmatiseret på grund af deres diagnose, tøjstil, handicap osv. Som en 45-årig psykisk syg mand formulerer det;
“Hvorfor skal jeg nedvurderes som menneske, fordi jeg lider af en psykisk sygdom? Hvorfor mener nogle, at jeg er mindre værd af den grund? Hvad skal der til, før vi oplever psykisk sygdom som en del af det ’normale’ liv i samfundet?”
Og uheldigvis foregår det ikke kun på hospitaler. Det er en samfundstendens! Vi er lynende hurtige til at placere et menneske i bås - og det synes jeg er en skam!
Muligvis fulgte nogle af jer med for et par måneder siden, da der kørte en dokumentar på dr1, som hed ”Undskyld vi er her også”, som handlede om 5 udviklingshæmmede voksne mennesker.
På et tidspunkt i
dokumentaren bliver en af disse mænd spurgt ”hvornår mærker du oftest at du har
et handicap?”
Hertil svarer han ; ”det er
nogle gange når jeg cykler og andre drenge kigger på mig. Så er det som om at
de har fået glosuppe eller noget. Jeg tror, at de tænker, at jeg er anderledes”
Og måske har han ret... Handicap eller ej, så gør vi alle sammen ting, der kunne betegnes som værende anderledes. Vi er jo alle unikke og ingen er ens, så kan der overhovedet snakkes om en norm?
I forbindelse med anderledes/normal- snakken er der blevet oprettet et helt nyt ord – normopat. En normopat betegner en person som i ekstrem grad fremstiller sig selv som upåfaldende, uforanderlig og fri for alle symptomer og ikke har de mindste tegn på stress eller andre vanskeligheder. Sygeligt normalt...
Jeg synes, at det er vildt hvad vi gør (og har gjort!) for at komme det anderledes til livs og få de "unormale" til at blive "normale". I virkeligheden synes jeg, at vi har brug for lidt af hvert. Således skaber vi en mere nuanceret og mangfoldig verden. Ellers kan det være vi ender som et kontrolsamfund, hvor kun de mest normale, de bedste, overlever. Er det, dét vi ønsker?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar